23948sdkhjf

Arla retter fokus mod detailhandlen

Med en nylanceret strategiplan ønsker Arla at være den bedste samarbejdspartner for detailbranchen.
Arla retter særlig fokus mod detailbranchen i en netop offentliggjort strategiplan, som skuer frem mod 2017 og dermed afløser den tidligere strategiplan, der løb frem til 2015.

- Når det gælder kunderne i detailhandlen, skal vi være den bedste samarbejdspartner for dem – både når det gælder udviklingen af vores egne brands og deres brands. Desuden skal vi blive bedre til at udvikle succesprodukter og udnytte ideerne på tværs af landene, siger adm. direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.

Arla har desuden som mål at fordoble salget af ingredienser til fødevareindustrien til 5 mia. kr. i 2017, ligesom produktionsomkostningerne i koncernen skal nedbringes med 2,5 mia. kr.

Fokus på markeder uden for EU
Endelig er der fokus på vækst i markederne uden for EU, hvor mælkekvoterne ophæves om tre år.

- Ophævelsen af EU's mælkekvoter i 2015 er en væsentlig grund til, at koncernledelsen sammen med Arlas bestyrelse har besluttet at justere og forlænge strategien på et tidspunkt, hvor der stadig er tre år tilbage af strategiperioden, siger Peder Tuborgh og fortsætter:

- Vi øger nu vores fokus på især Rusland, Kina samt regionen Mellemøsten og Afrika. Vores eksport til de markeder vokser markant, og vi vil arbejde benhårdt de næste fem år på at bygge ovenpå det store potentiale, de markeder rummer for Arlas produkter.

Bundlinje frem for omsætning
Arlas reviderede Strategi 2017 bygger videre på Strategi 2015, så der er tale om en videreudvikling af den strategiske retning og ikke en grundlæggende ændring. I den reviderede strategi er der – i modsætning til tidligere – ikke fastsat et samlet omsætningsmål for 2017, oplyser Arla.

- Fire år inde i strategiperioden har vi nået mange af strategiens mål, og vi er kommet tæt på omsætningsmålet på 75 milliarder danske kroner. Den vækst skal skabe et bedre merudbytte til ejerne, og der ligger et stort arbejde i at udløse det nye potentiale. Det er blandt andet det, Strategi 2017 handler om. Så selv om omsætningen selvfølgelig vil vokse markant i de næste fem år, så er lønsomhed det egentlige mål, understreger Peder Tuborgh.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11